Interessekonflikt
Interessekonflikter kan skyldes mange forhold, og de advokatetiske regler indeholder udførlige retningslinjer. Hver gang vi får en henvendelse i fra en ny klient, tjekker vi for om påtagelse af sagen vil medføre, at der opstår en interessekonflikter.
De advokatetiske regler
Kapitlet om interessekonflikter i De Advokatetiske Regler bygger i hovedsagen på den praksis, som Advokatnævnet og domstolene gennem årene har udviklet på området.
Første krav er, at du ved modtagelse af en ny opgave skal sikre dig, at det ikke kan skabe interessekonflikter at påtage dig opgaven. Det kan gøres på mange måder. Nogle advokater sender en e-mail til de andre advokater og spørger, om de har opgaver, der hindrer, at du tager den ny opgave. Andre lader elektronikken om at sammenholde oplysningerne.
Efter den generelle regel om interessekonflikter følger en ikke-udtømmende liste over mulige interessekonfliktsituationer. Listen er inddelt i ubetingede (med indledningen: ”sådanne situationer foreligger, når”) og betingede interessekonflikter (med indledningen: ”sådanne situationer kan endvidere foreligge, når”).
Hvis du befinder dig i en ubetinget interessekonflikt, kan du som udgangspunkt ikke reparere på den. Foreligger der en betinget interessekonflikt, har du under visse omstændigheder mulighed for at indhente samtykke hos klienten (klienterne) til at fortsætte trods interessekonflikten.
Ubetingede interessekonflikter
Denne gruppe af situationer indeholder blandt andet:
- repræsentation af begge parter i en sag
- repræsentation af parter i forskellige sager, når der er en særlig forbindelse mellem sagerne,
- at repræsentere en part, når advokaten har en særlig forbindelse til modparten og advokatens øvrige forbindelser til klienten forhindrer advokaten i at kunne rådgive klienten uafhængigt af disse forbindelser.
Betingede interessekonflikter
De betingede interessekonflikter er eksempelvis:
- hvis advokaten repræsenterer en klient, hvis modpart er advokatens faste klient, dog uden at advokaten repræsenterer den faste klient i den aktuelle sag
- repræsentation af konkurrerende parter.

